Baggrund
Hvert år fra uge 32 til og med uge 41 udfører Patrick Cakirli March mod Ensomhed, hvor han vandrer 2.000 kilometer gennem Danmark i den gode sags tjeneste. Formålet er at sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring, såvel som at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som hvert år bidrager til Ensomhed Danmarks folkeoplysende arbejde, herunder March mod Ensomhed. For hver krone, der indsamles, donerer Ensomhed Danmark 50 øre til en særlig udvalgt organisation, som forebygger og afhjælper ensomhed.
I 2024 går støtten til fordel for TUBA - en organisation, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge i alderen 14 til 35 år, der er opvokset i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.
Konceptet for March mod Ensomhed er som følger: Patrick må ikke gå, medmindre han har følgeskab, ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.
Patrick Cakirli er selv gået igennem store dele af tilværelsen med ensomheden som sin eneste følgesvend. I 2017 gik han sin første March mod Ensomhed, og tusindvis af danskere har siden da sluttet sig til marchen ude på de danske landeveje. Alene i 2024 fik Patrick Cakirli følgeskab af mere end 18.000 mennesker i løbet af turen.
Det anslås, at 470.000 voksne danskere oplever svær ensomhed. Det er ikke godt nok, og det skal vi gøre noget ved!
Patricks Mission
Jeg håber, at jeg gennem min vandring kan være med til at aftabuisere følelsen af ensomhed samt inspirere andre ensomhedsramte til at række ud efter hjælp. Hvis jeg kunne gøre det, så kan andre også, siger han.
Patricks vision
Jeg håber, at jeg gennem min vandring kan være med til at aftabuisere følelsen af ensomhed og inspirere andre ensomme til at række ud efter hjælp.